Skyggefugl er en ny dansk duo bestående af de to gamle venner Peter Clausen og Agnethe Melchiorsen. De to mødte første gang hinanden i slut halvfemserne som usikre musikerspirer på Haderslev Katedralskoles sproglige linje, men har først nu, her tyve år senere, indledt dette spændende samarbejde. Hermed er Agnethes nærværende sange og Peters flair for den elektroniske musik klar til at trække lytteren med helt ind i det intime følelsesmæssige rum, hvor der bliver sat ord på almenmenneskelige ting, som fx den ensomhed kun en lørdagsstille vinterdag fuld af tomme køkkenstole kan fremmane.